SOCIAL MEDIA

17. jan. 2013

Opskrift: Malawach

Igår da jeg lavede Malawach tænkte jeg på at jeg aldrig har delt den skønne spise med jer. Malawach er en slags stegt brød bragt til Israel af Yemenitiske jøder. Det er en slags tyk pandekage (men en helt anden konsistens - mere flaget ligesom butterdej) stegt på panden. Den serveres med enten reven tomat (med lidt salt i), hårdkogt æg, stærk sauce (i Danmark måske lidt Sambal Oelek) og hernede også Hilba (sauce lavet med fennelfrø). Man kan også servere Malawach med lidt sukker eller honning på. De er lette at lave og dejen kan fryses efter at den er formet.

Malawach (10 stk.)

1 kilo mel
3 tsk. bagepulver
1 spsk. salt
3 spsk. sukker
7.5 dl lunkent vand
100 g blød margarine eller smør delt op i 10 terninger
Smør eller olie til stegning

Alle ingredienserne undtagen smørret æltes til en smidig dej (tilsæt vandet lidt efter lidt) som sættes til side i en time dækket med et viskestykke. Dejen deles derefter til 10 kugler som hæver 30 min. Derefter rulles hver kugle ud og man smører/trykker en terning smør ud på hver pandekage. Dejen foldes derefter sammen ind mod midten fra hvert hjørne og samles til en kugle og disse sættes igen til hævning i 20-30 min. Kuglerne rulles endnu engang ud og derefter rulles de sammen til en roulade som snoes til en snegl eller man kan også bare forme dem til kugler igen. Sneglen/kuglen rulles ret tyndt ud og steges derefter i olie og smør på panden indtil den er pænt brun på begge sider. Serveres med førnævnte tilbehør. Efter at de er foldet til snegle kan de fryses. Læg pergament/bagepapir imellem lagene så de kan tages enkeltvis op fra fryseren.





KNUS


post signature