SOCIAL MEDIA

7. feb. 2018

Sloppy Joe sandwich

Vegansk variant af den populære amerikanske sandwich Sloppy Joe. Fyldet kan også bruges ovenpå pasta, ris eller i en bagt kartoffel. Lækker og hurtig at lave!



2.5 dl (1 cup) finthakkede gulerødder
1 lille bakke finthakkede champignoner
1 finthakket løg
2 fed knust hvidløg
4 dl (1 1/2 cup) grønne linser
1.5 dl (1/2 cup) quinoa
400 gr tomatsauce f.eks Mutti eller pastasauce
1.5 dl (1/2 cup) ketchup
3 spsk. maple eller agave sirup
2 spsk. Sriracha eller anden stærk sauce
2 spsk. mild Dijonsennep
Evt. 1 spsk. chili
2 tsk. paprika
Salt og peber
1 L grøntsagsbouillion



Alle ingredienserne kommes i en gryde. Sættes først i kog og bagefter småkoger retten ved lavt blus i ca. 50 min. Husk at grøntsagerne kan hakkes i en miniblender eller lignende (ganske kort). Så går det ekstra hurtigt.


14. jan. 2018

Gule ærter/kartoffel curry

Så er vi allerede halvt inde i første måned af 2018! Håber at I alle er kommet godt ind i det nye år. Jeg var på ferie i Danmark i december. Havde en dejlig tur. Jeg var sammen med min familie og nød julestemningen inden det blev for stresset. I år kom jeg ENDELIG til København. Jeg har været så mange steder i verden men København har jeg aldrig fået set rigtigt. Det har altid været byen vi kort besøgte når der var koncerter, ambassade besøg og som jeg kom forbi på vej til eller fra lufthavnen. Jeg var afsted med mine søskende og deres ægtefæller. Vi var i Tivoli som jo havde juletema. Det var utroligt flot. Vi nåede også at se de vigtigste seværdigheder, lidt shopping og masser af god mad. Jeg fejrede jul her i Israel med mine veninder og vi havde en skøn aften.

I Danmark oplevede jeg at der i butikkerne er kommet endnu flere lækre vegetariske og veganske produkter.  Skønt! Det er lidt sværere på restauranter og cafeer synes jeg men det kommer nok,

Opskriften her er på den dejligste curry med gule ærter og kartofler. Let og mættende. Husk det skal være flækkede gule ærter og ikke dem fra Møllers!





5 mellemstore kartofler (omkring 500 g), skrællet og skåret i terninger
1 kop eller 200 g flækkede gule ærter
1  finhakket løg
2 knuste hvidløgsfed
1 lille stykke finhakket ingefær
1/2 tsk chilipulver eller stærk paprika
1 finhakket stor tomat
2 tsk karry
Evt. 1 kanelstang
1/2 tsk koriander 
1 tsk spidskommen
2 tsk garam masala (hvis man ikke har garam masala kan man bruge lidt ekstra karry)
1 tsk gurkemeje
1 tsk. saltt
1 spsk olivenolie
4 kopper eller 1 L grøntssagsbouillion
Evt. friskhakket koriander 


Skyl de gule ærter og lad dem dryppe af. Varm olien og tilsæt løg. Steg det et par minutter og tilsæt derefter ingefær og hvidløg. Steges i et par minutter. Derefter tilsættes alle krydderierne som steger med et kort øjeblik. Tilsæt kartofler, tomat, gule ærter og bouillionen. Rør godt rundt og læg så låg på. Koger ved svag varme i ca. 40 minutter indtil de gule ærter og kartoflerne er bløde. Smag til og tilsæt evt. flere krydderier og salt. Bland evt. den hakkede koriander i lige inden servering. Serveres med ris eller quinoa.


19. nov. 2017

Lasagne med linser og auberginer

Bloggen har fået nyt look i anledning af  genstart. Der er stadig lidt der skal justeres. Samtidigt har jeg valgt at bloggen får samme navn som indehaveren ;-)


Opskriften jeg deler idag er en af vores favoritter og det er en vegansk lasagne med vegansk "ricotta ost" og linser. Af erfaring ved jeg at den kan sereveres for ALLE! Den smager fantastisk.




Linsesauce:
2 glas god pasta sauce 800 g ca. (evt. hjemmelavet)
120 ml vand (1/2 kop)
150 g røde linser (3/4 kop). Man kan evt. bruge grønne linser men så er kogetiden lidt længere.

"Ricotta ost":
340 g fast tofu
Saften fra 1 1/2 citron
3 spsk. gærflager ( kan købes i en naturkost butik) 
1 spsk. oregano
30 g frisk basilikum (1/2 kop)
1 tsk. salt
1 tsk. peber
2 spsk. oliven olie

2 auberginer
Lidt groft salt
Oliven olie

Evt. reven vegansk ost og lasagneplader

Skær auberginen i skiver og drys dem med salt på begge sider. Lad dem stå  i 15 min. Skyl dem derefter med vand og tør dem i lidt køkkenrulle. Læg skiverne på en bageplade med bagepapir  og dryp lidt olivenolie over. Bages ved 200 grader i ca. 15 min.

Kom pastasaucen i en gryde sammen med vandet. Sættes i kog og derefter kommes linserne i. Kog ved svag varme i ca. 20 min.

Alle ingredienserne til "ricotta osten" kommes i en blender og blendes til man opnår en cremet masse. Tilsæt evt. en smule ekstra citronsaft.

Smør et lag linse sauce i bunden af et lille smurt lasagnefad. Derefter halvdelen af aubergineskiverne. Næste lag består af halvdelen af ricotta osten. Derefter linsesauce og enten aubergineskiver eller et lag af lasagneplader. Tilsidst den anden halvdel af ricotta osten og ovenpå linsesauce. Man kan evt. drysse reven vegansk ost ovenpå. Bages 30 min.dækket med sølvpapir  ved 190 grader. Sølvpapiret fjernes og lasagnen bages 10 min. mere. lad lasagnen hvile lidt inden den skæres ud. Godt brød og din yndlingssalat som tilbehør!




24. apr. 2017

Blomkålsris med karry og ristede mandler

Blomkålsris smager fantastisk og kan varieres i det uendelige. Rigtig god måde at få flere grøntsager ind i hverdagskosten. Når blomkål bliver finthakket smager det meget mildt så selv dem der ikke er de store fans af blomkål vil kunne lide risene.






1 blomkålshoved
Mandler (skiver eller hakket groft) eller solsikkekerner  - ca. 1/2 dl
Ca. 2 spsk. olie evt. kokosolie
1 spsk. karry
1 spsk. spidskommen
1 tsk. salt 1/4 tsk. peber
2 spsk. citronsaft evt. mere alt efter smag
3 spsk. hakket purløg
Stilken fjernes fra blomkålshovedet og det skæres ud i store stykker. Det hakkes kort i en food processor indtil det får ris konsistens. Det kan også rives men det synes jeg er lidt mere besværligt ;-)
Mandlerne eller solsikkekernerne ristes et par minutter i olien og derefter tilsættes krydderierne. Blomkålen blandes i og det hele blandes sammen. Citronsaften og purløget tilsættes. Steger ca. 7 minutter. Blomkålsrisene kan holde sig i køleskabet ca. 5 dage.


10. nov. 2016

Grøntsagsbøffer


Disse grøntsagsbøffer smager rigtig godt og er frysevenlige så der altid er sundt pålæg eller aftensmad. Og så er de endda både veganske og glutenfri! Jeg lavede dem sidst da vi havde helligdag hernede og de var et hit både hos kød og ikke kød spiserne ;-) 




5 dl  søde kartofler (bagt i ovnen og let mosede)
1 dåse sorte bønner (425 g uden væde)
2.5 dl kogte ris (helst brune)
1/2 hakket rødløg
2.5 dl havregryn malet til mel
1 dl hakket frisk koriander
1 fed knust hvidløg
1 tsk. spidskommen
1 tsk. paprika
1/2 tsk. chili pulver
Salt og peber

Kog risen alt efter hvilken ris sort du har valgt. Ca.1.25 dl ukogte ris vil være nok.
Skær kartoflerne (1 stor eller 2 mellem) i små terninger og kom dem på en bageplade. Fordel en smule olivenolie over kartoflerne og bland godt. Bages ved 200 grader i ca. 20 minutter. Vend dem efter 10 min. Når de er færdige moses de let med en gaffel eller ganske kort med stavblenderen.
Mal havregrynene til groft mel for sig selv. Jeg bruger den lille blenderskål der hører til min uundværlige Braun stavblender (Multiquick 7)
Bønner, ris, koriander og løg hakkes kort i en foodprocessor eller med en stavblender
Alle ingredienserne kommes i en skål. Blandes godt med en ske eller hænderne. Farsen formes til bøffer. Steges i olivenolie ved mellem varme. Ca. 3-4 minutter på hver side.
Disse bøffer er rigtig gode at fryse inden stegning. Jeg fryser dem i en plasticdåse i lag med bagepapir/pergament papir imellem.
Er rigtig gode som bøffer i burgere men også med forskelligt tilbehør som brune ris, bulgur, quinoa osv.


24. aug. 2016

Persiske ris

At lave persiske ris kræver lidt ekstra arbejde men er det værd. Kartoflerne i bunden er lækre sprøde, risene luftige og med en fantastisk smag. For dem der ikke så godt kan lide dild kan man bare udelade den og evt. tilsætte lidt groftreven gulerod istedet.




Ingredienser:
5 dl Basmati ris
1 spsk. groft salt
1 tsk. gurkemeje
1.25 dl olie
1 bundt dild
2.5 dl ærter (fra frost)
1 tsk. spidskommen
1.5 dl vand
2 kartofler skåret i skiver
Salt og peber

Risene skylles i en sigte under vand indtil vandet er helt klart.

2 liter vand med lidt salt bringes i kog i en stor gryde. 1-2 spsk. olie tilsættes sammen med gurkemeje. Risene tilsættes og koger i 5 min. Risene kommes i en sigte. Bagefter blandes de sammen med den hakkede dild og ærterne.

Olien kommes i en gryde med spidskommen, salt og vand samt 1.5 dl vand. Blandingen varmes og bagefter sætter man 1.25 dl af den tilside til senere brug.

Kom lidt olie i en stor gryde og læg kartoffelskiverne i bunden - et lag. Spred risblandningen over kartoflerne i et jævnt lag. Lav med skaftet af en grydeske huller i laget af ris - små lufthuller ;-) Læg låg over og kog ved svag varme 5 min. Tilsæt derefter olieblandingen fra tidligere og læg et viskestykke mellem gryden og låget (pas på det ikke rører ved blusset). Koger ca. 50 min. ved svag varme. Tag risene af blusset og lad dem stå i 5 min. Anret risene på et fad med de lækre kartofler fra bunden ovenpå. Hvis kartoflerne ikke er sprøde skæres de tyndere ud næste gang ;-) Mange er bange for om risene ikke brænder på med så lidt vædske men det gør den ikke. Risene bliver tværtimod meget luftige.



6. apr. 2016

Bombay kartofler


Kartoflerne her er lækre som tilbehør til det meste og en af favoritterne i huset. Jeg undlader dog koriander frøene. Elsker frisk og tørret koriander men er ikke fan af frøene ;-)



6 store kartofler skåret i terninger eller evt. små kartofler til mikro ovnen, som jeg bruger når jeg har rigtigt travlt
Salt til kogevandet
1 tsk. salt
1/4 tsk. peber
3 spsk. olivenolie
1 tsk. sennepsfrø
1 tsk. korianderfrø
1/2 tsk. spidskommen
1/2 tsk. garam masala
1/2 tsk. tørret chili

Pynt:
1 rødløg i tynde skiver
Frisk hakket koriander

Kartoflerne koges i 10 min. Vandet hældes fra, og karoflerne kommes tilbage i gryden sammen med saltet og pebret, og der rystes godt så det bliver fordelt. Olien opvarmes i en stor pande eller wok. Senneps og korianderfrøene tilsættes og steger kort indtil man kan dufte krydderierne. Spidskommen, garam masala og chilien tilsættes og der røres rundt. Derefter tilsættes kartoflerne der steger i ca. 10 min. indtil de er møre. Rødløg og koriander blandes i og kartoflerne serveres med det samme.

6. feb. 2016

Courgette og gulerods tærte

Tærten her er vegetarisk (der er æg i) og rigtig lækker. Indeholder hverken ost eller mælk. Champignoner kan evt. tilsættes.





4 courgetter (mellemstore)
2 store gulerødder
2 løg
1.25 dl/0.5 kop olie
3 æg
3.5 dl/1.5 kop mel
2 tsk. bagepulver
Eller samme mængde selvhævende mel (self raising flour fra Amo)
Salt
Peber
Paprika
Lidt god grøntsagsbouillion i pulverform

Grøntsagerne skrælles og rives groft. Løgene hakkes groft ot tilsættes grøntsagerne. Æg og olie røres i. Derefter tilsættes mel og krydderier. Blandingen hældes i en smurt form. 22x30 cm. Bages ved 180 grader i ca. 50 minutter. Server med en god salat til.



27. jan. 2016

Blomkålssalat


Endnu en af de mange salater her fra Israel der kommer på bordet til frokost eller som tilbehør til en hovedret. Jeg ELSKER rå blomkål!




1 blomkål skåret i små buketter/stykker
Ca. 2 spsk. mayonaise
Creme fraiche
Rødløg skåret i tern
Radiser i tynde skiver
Salt
Peber
Citronsaft

Alle ingredienserne røres sammen og salaten smages til. Brugte ca. 3 dl creme fraiche men det kommer selvfølgelig an på størrelsen af blomkål.

12. okt. 2015

Mexicansk quinoa

Opskriften på denne lækre quinoa er lige så let som som den one pot pasta jeg lagde op for ikke længe siden. Elsker quinoa som her er i en perfekt kombination med chili, tomat og bønner! Tit skal folk lige lære hvordan man koger quinoa men i denne ret kan det ikke gå galt.

P1060861

1 spsk. olivenolie
2 fed presset hvidløg
2.5 dl quinoa
2.5 dl grøntsagsbouillion evt. hønse
1 lille stærk grøn chili (evt. mindre) hakket fint
1 dåse kidney eller sorte bønner
1 dåse hakkede tomater
2.5 dl majs
1 tsk. tørret chili
Salt og peber
Saften af 1 citron
Evt.1 avokado skåret i små tern
2 spsk. frisk hakket koriander

Den grønne chili steges kort i en dyb pande i olien sammen med hvidløget. Quinoaen skylles grundigt i en sigte. Quinoaen og de resterende ingredienser tilsættes. Bringes kort i kog derefter skrues der ned til lav varme og retten koger under låg ved svag varme i ca. 25 minutter. Citronsaft, koriander og avokado tilsættes og retten er færdig.

23. jul. 2015

Pizzadej uden hævning

Opskriften her er på en lækker pizzadej der slet ikke skal hæve. Dejen er til to små eller en stor pizza. Pizzaen er lige så lækker dagen efter opvarmet! Jeg bager gerne min pizza i en hullet pizzaform som gør at pizzaen bliver endnu sprødere. Hvis man ønsker at lave pizzaen vegansk har Planterpusherne en rigtig lækker opskrift på “Åhst” her.

P1060830

6.5 dl mel (2 3/4 cup)
2 spsk. tørgær
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
1 spsk. olie
2.5 dl lunkent vand (1 cup)

Tørgæren røres sammen med melet. Derefter tilsættes resten ingredienserne. Hold lidt af melet tilbage og se om hele mængden skal bruges og om der evt. skal tilsættes mere. Dejen æltes godt sammen og rulles ud med det samme. Pizzasauce smøres på bunden og ønsket fyld kommes ovenpå. Bager ved 225 grader i ca. 20 minutter.

13. jul. 2015

Dhal

Har I nogensinde prøvet at lave Dhal? En lækker ret med bælgfrugter som kan varieres i det uendelige. Jeg kan godt lide retten med røde linser men tit skifter jeg ca. halvdelen af linserne ud med Mung bønner. Dhal betyder forresten flækkede bælgfrugter ;-)

IMG_0858-2

200 gram (2.5 dl) røde linser
1 løg skåret i små tern
4 fed hvidløg
2 spsk. reven ingefær
2 spsk. olie
3 tsk. god karry
1 spsk. spidskommen
1/2 spsk. koriander
1/2 spsk. garam masala
1 tsk. gurkemeje
1/2 tsk. chili
Salt – Peber
2 dåser flåede hakkede tomater (800 ml)
4 dl vand/grøntsagsbouillion (1 3/4 cup)
Man kan evt. erstatte vandet med kokosmælk.
Evt. champignoner, frisk spinat og broccoli.

Linserne/bønnerne skylles godt i en si. Løg og hvidløg svitses i olien. Derefter svitses krydderierne kort med. Resten af ingredienserne undtagen champignoner, spinat og broccoli tilsættes. Koger ved svag varme i ca. 25-30 minutter. Grøntsagerne (hvilke man nu ønsker) tilsættes de sidste 5 minutter.
Kan spises med ris eller et lækkert brød. Raita smager dejligt til retten. Raita kan sagtens laves med soya youghurt hvis man spiser vegansk!

2. jul. 2015

One pot pasta

Mange måneder siden sidste indlæg men jeg er her skam stadig. Mine forældre været på besøg og lige derefter flyttede ældste til Berlin. Nu er sommeren over os. Ingen ferie endnu men det er ok sommeren er jo laaaaaang hernede. Inden ældste tog afsted var vi afsted på flere ture da det altid er det vi har elsket at lave sammen som familie og fordi det var en dejlig måde at være sammen på inden han drog afsted. Med fester, pakning, arbejde var det ellers svært at finde tid sammen til kun os 4. Han har nu boet der en lille måned og har fundet en dejlig lejlighed. Han er flyttet der til med hans band. De er nogenlunde kommet igennem det tyske bureaukrati og har allerede deres første koncert booket. En fantastisk by siger han og vi glæder os til at besøge ham. Vi savner ham selvfølgelig men er glade på hans og bandets vegne! Og det positive er at han ikke er længere end en bustur væk fra min danske familie!
Har længe villet dele denne geniale opskrift på en hurtig pastaret! Alt tilberedes i samme gryde og retten er på bordet i løbet af 20 minutter!

P1060613

P1060650

340 g pasta
340 g tomater (enten almindelige tomater skåret i store terninger eller cherry tomater skåret i halve)
2 spsk. olivenolie
3 fed knuste hvidløg
Frisk basilikum
1/2 tsk. chili
1 stort hakket løg
Peber
1 tsk. salt
Alle ingredienserne  kommes i en gryde. Helst en bred gryde hvis man ikke har sådan en så bræk pastaen over i 2. Lidt over 1 liter (11dl helt præcist) vand hældes over og det hele bringes i kog. Koger i ca. 15 min.

Og nyd den danske sommer. Hvor skønt det gode vejr endelig har ramt Danmark!

27. feb. 2015

Chokolit kage

Kagen her hedder sådan da den er lavet med chokolit pulver (Nesquick kakao pulver) istedet for almindelig kakao. Den er dejlig saftig og hurtig at lave. God både lun som dessert med is til eller som f.eks fødselsdagskage. Bager den ikke så ofte da jeg sagtens kan spise en halv helt alene ;-) Verdens bedste chokolade kage!

IMG_7106

2.25 dl drikke kakao pulver som f.eks Nesquick – ikke ren kakao
2.5 dl mel
1 tsk. bagepulver
(Eller 1 cup selvhævende mel  - fåes vist ikke i Danmark)
2.5 dl olie (jeg erstatter 1/4 af det med vand)
2.5 dl sukker
3 æg
1/2 lille karton piskefløde
Rør alle ingredienserne sammen. Enten i hånden eller med en mikser. Dejen hældes i en rund form. Jeg bruger en rund alu form (d. 24). Bages ved 180 grader i ca. 30 min.
Mens kagen bager laves glasuren. 100 gram mørk chokolade og 1/2 lille karton piskefl’de smeltes sammen ved svag varme. Når kagen er færdig tager man en tandstikker eller lignende og prikker kagen. Glasuren fordeles derefter over kagen imens den stadig er varm. Pyntes evt. med kokos ellers krymmel.

19. feb. 2015

Linse salat

Vi køber ofte en lækker linse salat i supermarkedet. Den er ikke helt billig men smager fantastisk – sorte bønner, gulerod, løg og lære krydderier. Enkelt og dejligt pålæg. Den anden dag bestemte jeg mig for selv at lave en lignende salat og hvor blev den god. Den tager ikke lang tid at lave og til få penge får man en stor portion. Brug den både som pålæg og som tilbehør.


Linse 1

1 cup (2.5 dl) sorte linser
3 cup vand (7.5 dl) vand
1 laurbærblad
2 løg
3 fed hvidløg
2 gulerødder skåret i meget små terninger
5 spsk. citronsaft
3 spsk. olivenolie
1.5 tsk. spidskommen
1/4 tsk. allspice/allehånde
Salt og peber
Frisk timian
Linserne skylles i en si. Laubærbladet tilsættes vandet og linserne koger deri ca. 25 minutter. Vandet tages fra. Linserne skal være bløde men stadig holde deres form.
De fintskårne løg og gulerødder steges med de pressede hvidløg i olie ca. 10 min. Under stegningen tilsættes spidskommen, salt, peber, frisk timian og allehånde.
I en skål blandes løgblandingen med linserne og olie/citronsaft. Smag evt. til med ekstra krydderier. Opbevares på køl i 3-4 dage. Kan serveres både varm eller kold.

11. feb. 2015

Blomkål og kikærte curry

Her er vi midt i en sandstorm! Den har varet siden igår. Det blæser vildt og luften er hel gul. Alt er beskidt. Vinduer, biler osv. er beklædt med et tykt lag sand og skidt. Imorges kunne vi ikke køre før vi havde vasket bilen og nu er den lige så beskidt igen. At det er begyndt at regne hjælper heller ikke. Ældre og børn er blevet frarådet at være udenfor.
I lørdags blev jeg desværre bidt af en hund i begge ben under løbeturen. Enhver løbers mareridt. Den kom løbende over vejen og haps. Jeg hørte høj musik med høretelefoner så der gik lige et sekund før alvoren gik op for mig. Jeg var først ved at løbe videre ;-)  Fandt ejeren som var forundret over at hendes hund kunne finde på at bide hmmmmm!! Den var stukket af fra hende da hun åbnede døren tidligere. Hun tilbød mig at smøre sårene med lavender hvortil jeg svarede det nok var en god ide at fange hunden så den ikke bed et barn. Hjemme igen tog vi på hospitalet så jeg kunne blive undersøgt og få en stivkrampeindsprøjtning. Dagen efter var jeg på sundhedskontoret hvor jeg meldte det. De tog så kontakt til ejeren og efter reglerne blev hunden sat i karantæne nogle dage for at undersøge om vaccinationer osv. er iorden. Hvis jeg ikke havde fundet ejeren havde det været 5 vaccinationer jeg skulle have haft!  Jeg tænker virkelig på hvis det havde været et barn den havde bidt.
Den anden dag var vi til Open mic aften på en skøn pub i Tel Aviv hvor vores venner spillede. Elsker sådanne aftener hvor man ikke ved hvad der venter en af musik. Gemalen nåede også at optræde. Sjovt var det.
Jeg er før kommet med opskriften på en curry hvor hovedingredienserne var søde kartofler og kikærter. Denne gang er det med blomkål og kikærter. Elsker blomkål og her kommer grøntsagen virkelig til sin ret. Man kan evt. tilsætte linser og store kartoffelterninger hvis man har lyst!


Curry

2 spsk. olie
1 hakket løg
3 fed hvidløg
Lidt reven frisk ingefær
1 spsk. garam masala
1 spsk. karry
2 tsk. tørret koriander
1 tsk. spidskommen
1 tsk. gurkemeje
2 dåser kikærter (drænet for væde) eller 7.5 dl kogte kikærter der har ligget i blød natten over
2 dåser hakkede flåede tomater
1 dåse kokosmælk
1 blomkålshoved delt i buketter
Salt og peber
Frisk hakket koriander
Ris eller naan brød som tilbehør

Løg, ingefær og hvidløg steges i olien i nogle minutter. Krydderierne kommes i og steger ca. 1 minut. Resten af ingredienserne undtagen den friske korander tilsættes. Bringes i kog og derefter skruer man ned til svag varme. Retten koger sådan under låg i ca. 15 min. eller til blomkålen er tilpas blød. Låget tages af og retten koger videre i ca. 5 min. Tilsæt derefter den friske koriander.

28. jan. 2015

Courgette pålæg

Lækkert pålæg med få ingredienser og masser af smag. Når man kommer igang finder man ud af hvor let det er at lave lækkert og sundt pålæg!

Courgette

1.25 dl cashew nødder
5 courgetter (squash)
2 fed hvidløg
1 spsk. olivenolie
Salt og peber
Cashew nødderne sættes i blød i kogende vand i 30 min. eller natten over i koldt vand. Courgetterne skæres i 4-6 både og lægges i et fad beklædt med bagepapir. Olien og de pressede hvidløg fordeles over courgetterne. Bages ved 180 grader i ca. 30 min. indtil de er let gyldne og bløde.  Nødderne og courgetterne blendes derefter sammen og salt/peber tilsættes efter smag.
22. dec. 2014

Raffaello Kugler

Vi fejrer Hanukka (vores store vinterhøjtid) hernede disse dage. Hanukkas madspecialiteter er Sufganiot (en slags Berlinere) og Latkes (kartoffel pandekager), men idag har jeg lavet konfekt nemlig Raffaello kugler. De fleste af jer har nok smagt Ferrero’s Rafello kugler men de her hjemmelavede er mindst lige så lækre og endda hurtige at lave. Måske en ide til sidste øjeblik konfekt til Jul? Håber I nyder de sidste forberedelser før Juledagene♥

Raffaello

200 g fin kokosmel
100 g hvid chokolade
En halv dåse sød kondenseret mælk
20-30 hasselnødder eller små chokoladekugler som f.eks Malteser
100 g fint kokosmel til pynt

200 g kokosmel blandes med den kondenserede mælk. Chokoladen smeltes ved svag varme eller i mikro ovn. Chokoladen blandes godt sammen med kokosblandningen. Sættes tilside ca. 15 min. Man triller ca. 20-30 kugler af blandingen. I hver kugle kommes der en nød eller chokolade kugle i midten. Hvis man bruger hasselnødder skal disse ristes ca. 20 min. i en 200 grader varm ovn. Pas på de ikke bliver for mørke. Kuglerne trilles i kokosmel og sættes på køl!

9. dec. 2014

Magic Cake

Kagen her har jeg tit set på Pinterest og ikke mindst hos White on Rice. Da Julia med bloggen One Kitchen og Facebook gruppen Et sted med mad bagte den måtte jeg også! Den er rigtig sjov at bage da den under bagningen deler sig i 3 lag! Brug en 20x20 cm form og husk at beklæde den med bagepapir da dejen er meget flydende og ellers vil løbe ud af formen - snakker her af erfaring ;-)
P10510468

125 g flormelis
135 g smør
490 ml mælk
1 vanilie stang
4 æg
150 g mel
1 tsk vanilie ekstrakt
Lidt salt
Ovnen forvarmes til 160 grader eller 150 grader varmluft.. Smørret smeltes og afkøles. Æggene skilles og hviderne piskes stive. Blommerne piskes godt med flormelis. Pisk smørret i æggeblomme blandingen sammen med vanilie ekstrakten. Mælken kommes i en gryde sammen med med kornene fra vaniliestængerne samt de to vaniliestænger. Den koges op ganske kort under omrøring og sættes derefter tilside, Mælken skal være lunken når den senere bruges. Mel og salt sigtes og blandes i æggeblomme blandningen. Rør det hele godt sammen. Kom mælken i igennem en si (husk den skal være lunken) og pisk til det hele er blandet. De piskede æggehvider vendes forsigtigt i blandingen. Formen (20x20cm) beklædes med bagepapir og blandningen hældes deri. Bages midt i ovnen ca. 45-50 min. Dæk kagen til med sølvpapir hvis den under bagningen bliver for mørk. Åbn ikke ovnen under bagningen og check heller ikke om dejen er fast. Kagen bliver først fast efter ca. 4 timer i køleskab og kan derefter serveres. Den kan holde sig ca. 5 dage i køleskabet. Jeg har set på nettet at flere har bagt kagen som cupcakes men har ikke selv prøvet det!
5. nov. 2014

Bønnepostej af sortøjede bønner

Endnu en opskrift på lækkert og sundt pålæg! Opskriften er fra Mia Sommer’s dejlige blog og hun har givet mig lov til at dele den her så I også kan få glæde af den. Tomaterne giver pålægget en dejlig smag!

P1050395
Ca. 300 g postej
  • 100 g tørrede sortøjede bønner (200 g kogte)
  • 50 g soltørrede tomater
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk. citronsaft
  • ½ dl vand
  • 1/4 tsk. salt
  • 1/4 tsk. chilipulver

Læg de tørrede bønner i blød i vand 8-12 timer. Kog dem i nyt vand i cirka 40 minutter (eller til de er bløde). Lad dem køle af.
Blend alle ingredienserne til en cremet masse. Tilsæt evt. mere eller mindre vand. Smag til med salt og chili.
Man kan også  tilsætte friske eller tørrede krydderurter, nødder, karry, paprika, mere chili eller hvad man nu kan lide.